R. Thomsen

Hanne slyngede energisk den sidste rest af rødvin rundt i det store ballonglas. En, efter omstændighederne, ganske hæderlig Côtes du Rhône. Normalt var hun nok mere til Italiens sydlige solvarme vine. Hun elskede en god Primitivo, hvor hun kunne smage sol, sommer, mormor og kolonihave. Men hun havde haft pigerne på besøg, deres tilbagevendende fredags ritual: ”Fredagspanelet”, hvor de delte to flasker vin og fik klaret hele verdenssituationen, og så skulle vinen være lidt mere konservativ, for at glæde så mange som muligt.

Hun havde været lidt fraværende i aften, og det var da heller ikke gået ubemærket hen. Hanne havde op til flere gange lagt mærke til de sigende blikke og små stikpiller om lørdagens ekstravagt. Hun havde dog venlig betonet, at hun udelukkende havde taget vagten, fordi de var underbemandet, og at hendes røde kinder udelukkende skyldtes vinen.

Nu sad hun alene tilbage, med den sidste slat vin og længtes. Hun længtes efter lørdag og arbejde, hun længtes efter hans arme. Ham: Dr. Søren Overby. Hr. overarm, som hun havde kaldt ham, da hun lige startede. Hun havde tydeligt bemærket hans blikke, når hun gik på gangene, og når de andre sygeplejersker prikkede hende i siden sagde hun: ”Søren hvem… Nåååå, hr. overarm. Nej, han er ikke lige min type, og han skal ikke tro at jeg er en af de piger!”

Hun lukkede det ene øje, og kiggede på stearinlysets flamme igennem vinglasset. Det gav en vidunderlig rød verden, hvor hun elskede at være. Hun rettede sig op, rømmede sig og sagde med en skolelærers autoritære stemme: ”Hanne Simone, nu må du tage dig sammen. Du er sygeplejerske af Guds nåde, og det forpligter. Du kan ikke gå rundt på gangene og forelske dig i alle lægerne…” Hun nippede til de franske dråber og fortsatte med teenagerens uskyldige røst: ”Jamen, hvor længe kan jeg stå for hans brune øjne, der misser bag kilometer lange vipper. Det lange sorte hår, der altid falder i den helt rigtige frisure. De spændte overarme der kan holde mig så fast at jeg smelter. De blegrøde læber der kan sende mig i ekstaser jeg kun drømte om.”

”Søren Overby, du er en flot fyr. Søren Overby, du har fortjent kærlighed. Søren Overby, dette er den første dag i resten af dit liv…” Han kiggede på sig selv i spejlet, som han gjorde hver morgen, og gennemgik sit mantra. Det var blevet en fast rutine efter skilsmissen, som han i og for sig helst ikke tænkte på. Nu ville han tænke fremad og ikke se sig tilbage, især efter han havde set dagens vagtplan.

Han vaskede hænderne med 3. gang sæbe, imens han sagte sang en popsang fra svundne tider: ”Da vi mødtes midt i døren var det li’ som jeg fik stød, men det var egentlig ikke væm’ligt, for jeg syn’s jo hun var sød…” Han rettede kraven på sin pastelgrønne poloshirt og knappede den nederste knap op. Kørte fingrene igennem sin løve manke og spændte helt ubevidst sin biceps, så ærmet strammede om overarmen og fortsatte sin sang: ”… åh Hanne, Hanne, Hanne, hvornår kommer den dag… la, la, la… di bum di bum…”

***

”Frøken Simone til OP7, frøken Simone til OP7!” Den metalliske stemme i det skrattende samtaleanlæg var forvrænget til ukendelighed, men i Hannes øre, var det som sød musik.

Hun havde stået længe ved skranken og ventet, ventet på om ikke dr. Overby skulle komme forbi. Som vagten skred frem, med dagens trivialiteter, mindskedes hendes håb og hendes ellers svulmende bryst var begyndt at samle sig til en knude i maven… lige indtil nu.

Hannens svulmende hjerte faldt direkte tilbage til klumpen i maven, da døren til OP07 gik op og Vivian Mortensen kom til syne. Hanne kiggede på Vivian, og det eneste hun så var hårknolden i nakken. Den var så stram, mente Hanne, at øjnene aldrig ville lukkes. Faktisk var alt ved hende stramt. Fra frisuren, botoxet i læberne, attituden, ja, selv hendes nederdel var ALT for stram. Hanne var overbevist om, at hvis man slog op i Gyldendals store leksikon, under ”Stram tante”, så ville der stå: ”Vivian Mortensen”.

”Nu skal De ikke gå og dagdrømme, frøken Simone!” Hanne måtte skjule et smil. Selv Vivians stemme var stam. Ingen overflødige ord, ingen misbrug af luft. Vivians liv kørte efter en stram plan, og alle unødvendigheder var bortrationaliseret. ”Frøken Simone, hører de?” – ”Stuen skal bruges om en time, og der skal den stå klar, sæt i værk!”

Døren gik op igen, og OP07 fyldtes af en varm aura, duften af tabac og afdelingens største overarme. Hanne blev blød i knæene, klumpen i maven smeltede og hjertet bankede hårdt i hendes bryst. Hun tabte den rustfri stålbakke hun stod med. Skalpeller og klammer skiltes hvert til sit med et brag, og gled hen over gulvet.

Vivian reagerede med et dybt suk, da Søren sagde: ”Fru Mortensen, der er brug for Dem i opvågningen!” Hun drejede rundt på sine lange hæle, og gik med stramme skridt ud af stuen.

Søren satte sig på huk foran Hanne, der febrilsk fumlede rundt med bakke, skalpeller og klammer, der nu ikke længere var sterile. ”Frøken Simone, jeg må tale med dem.” Han tog hendes hænder i sine, og hun slog blikket ned. ”Kald mig Hanne, vil De ikke nok?” Han klemte let om hendes hånd ”Kun hvis DU så lover at kalde mig Søren”.

Hanne kunne mærke varmen i hendes øre, der måtte være højrøde nu. Blufærdigt kiggede hun væk. Hun ville helst ikke afsløre hendes øjne, der måtte lyse af håb, kærlighed og begær. Blodets rytmiske dunken fik det til at suse for hendes øre og den perifere verden forsvandt, tilbage var kun dr. Søren Overby. Brune øjne så dybe at hun kunne svømme i dem. Hun mødte hans blik.

Søren betragtede Hanne, der langsomt kiggede op. Blufærdighed klædte hende. Han lagde håndryggen mod hendes blussende kind, førte den gennem hendes hår og med hånden om hendes slanke nakke, trak han hende op. Han trak hende ind til sig. To søgende sjæle, der mødes, som skibe i natten.

Da han forsigtigt bøjede sig ind over hende, skilte Hanne læberne let, og ventede imødekommende varmen fra hans kys. Hans beskyttende arme sluttede sig tæt om hende da han let berørte hendes læber. Hanne var overrasket over berøringen. Hendes erfaring med kys, var mænd der ville slukke et begær. Disse læber vidste hvad hun kunne lide, og bevægede sig for at behage hende – Hanne var aldrig kysset før, og nu ville hun aldrig stoppe igen.

Søren mærkede Hvordan Hanne blev som voks i hans hænder da deres læber fandt sammen i et kort øjeblik, efterfulgt af lidenskab og uopfyldte ønsker.

Hendes hånd famlede sig op ad hans ryg i en længselsfuld omklamring, som ingen af dem ville stoppe. Hun lagde sit hoved på hans bryst.

”Frøken…. Jeg mener… Hanne, jeg skal i OP nu, men min vagt slutter kl. 18. Vil du ikke komme hjem til mig i aften?”

Hanne slyngede energisk den sidste rest af rødvin rundt i det store ballonglas. Hun sad i Sørens sofa med fødderne trukket op under sig og en helt fantastisk Salento i glasset. Ude fra køkkenet hørte hun sang: ”… det første kys var dejligt, der var ingen drilleri…”