Er jeg forfatter nu, mor?
Så er mine to første “udgivelser” i hus…
To privatudgivelser, som begge er tiltænkt min datter og mit barnebarn. Men det gør jo ikke oplevelsen mindre relevant.
Det hele startede for mange år siden, da jeg boede i Sverige. En lille historie om to små svenske skovtrolde tog sin begyndelse under mine utallige ture i skovene. På dette tidspunkt var der slet ikke tanke om erindringsbøger eller lignende, det var ganske enkelt en lille fortælling om to frække størrelser, som fordrev deres tid i underskoven.
Men så kom Malte…
For to år siden, fik jeg så en julegave fra ham: Morfar fortæller nu. En fortrykt bog, hvor jeg så skulle fortælle om min barndom og mit liv. Jeg skulle dog ikke bruge mange øjeblikke, før jeg havde fundet ud af, at alle de ting jeg ville give videre til de næste generationer, på ingen måde passede ind i dette format.
… og så kom de to svenske spasmagere på banen igen.
Historien om Malte og troldeguldet tog hurtigt fart. Den ene aften, da jeg sad og skrev, spurgte min kone mig: ”Skal der ikke være flere bøger… Bøger til forskellige alderstrin?” Hun havde jo helt og aldeles ret… Grundideen blev hurtigt revideret, så det nu skulle være en trilogi. Første bog med familie som grundlag. Anden bog, som så skal være færdig om fem år, bliver med venner og venskaber som udgangspunkt. Sidste bog, som skal stå færdig om ti år, kommer så til at handle om kærlighed. Alle bøgerne bliver en historie om Malte og jeg, der sammen har en lille tur, hvor mine minder bliver drøftet, i forhold til vore oplevelser. Sideløbende med vore oplevelser er der en lille eventyrlig historie, som foregår på det sted hvor vi opholder os… Altså en ”tre-i-en” fortælling.
Jeg var overrasket over hvor nemt det var at skrive bogen. Historien fortalte nærmest sig selv. Men undervejs var det som om der manglede noget… Noget mere visuelt.
Og så blev ideen om et ekstra hæfte født. Et appendix om man vil. Et lille hæfte fyldt med gamle og nyere fotografier, sammen med en mere lineær gennemgang af min historie, hvor hvert hæfte skal understøtte det overordnede tema.
Alt mit materiale blev sendt til TopTryk, hvor Dorte Baumgart tog sig kærligt af den videre færd.
Her sad jeg så og ventede på de færdige bøger.
Det var en meget ambivalent følelse at bladre igennem det færdige resultat. Lidt af et antiklimaks.
Hvor arbejdet med bøgerne var en levende proces, en periode med rettelser, nye tiltag, ændringer og leg med billeder, så var slutproduktet mere dødt. Det var ikke længere muligt at rette eller tilføje.
Det er ikke længere mine bøger. De har nu deres eget liv, og skal ud i verden (eller bare til Veng), hvor de, på egne ben, skal glæde andre.