Grydebrød – smør smagning
Så kom dagen… Brødet var færdighævet og bagt. To forskellige slags hjemme kærnet smør stod klar. Jeg havde meget høje forventninger.
Først et par ord om brødet.
Grydebrød er en utrolig nem måde at bage brød på. Nogle kender det også som “no knead bread”, brød der stort set ikke skal æltes. Det er den aktive gær, der gør hele arbejdet. Og fordi brødet hæver i 12 timer, så skal der bruges utrolig lidt gær.
Ved bagningen skal både ovn og gryde være meget varme… Brødet skal bages ved 250 grader. Det er derfor vigtigt, at gryden kan tåle varmen. Det er bedst med en støbejernsgryde eller en stegeso.
Min opskrift er en lidt grov variant, og lyder som følger:
4 dl vand
1 1/2 dl kærnemælk
5 g gær
2 tsk salt (hvis man gerne vil have lidt mere smag, så kan der eksperimenteres med lidt mere salt)
1 tsk honning (her er der også plads til at eksperimentere med 1 tsk mere)
1 dl grov spelt mel
1 dl Ølandshvedemel
8 dl hvedemel
Opløs gær i det kolde vand. Rør kærnemælk, salt og honning i vandet. Tilsæt mel og rør indtil dejen samler sig.
Lad dejen hæve overdækket i 12 timer ved stue temperatur.
Dejen skal være aktivt gærende – nærmest skummende… Hæld dejen ud på et mel dækket bord. Fold den forsigtigt over sig selv nogle gange. Arbejd forsigtigt for ikke at ødelægge de bobler der har dannet sig i dejen. Hæld dejen tilbage i en mel drysset skål og lad den hvile i 2 timer.
Forvarm ovnen og gryden til 250 grader. Hæld dejen i gryden, drys lidt mel på toppen, læg låget på og stil gryden tilbage i ovnen, inden der mistes for meget varme. Bag brødet i 35 minutter under låg. Fjern låget og bag brødet i yderligere 15 minutter.
Lad det færdigbagte brød køle af på en rist.
********************************************************************************************************************
Tilbage til smør smagningen… eller måske lige et kort ord om brødet 😉 Ølandshveden giver en helt fantastisk smag til brødet. Bagningen i gryde ved høj varme giver brødet en utrolig sprød skorpe og et smukt rustik udseende.
Og så til smørret… Jeg smagte tre forskellige smør op imod hinanden. 1) Hjemmelavet smør af købt creme fraiche. 2) Hjemmelavet smør af hjemmelavet syrnet fløde. 3) Lurpak.
- 1. smør: Jeg synes at den købte creme fraiche gav et lidt for syrligt resultat. Dog vil jeg sige, at dette smør smagte væsentligt bedre end Lurpak.
- 2. smør: Det var et langt træk at lave dette smør, men det var det hele værd… Smagen var blid og ballanceret, med en umiskendelig let syrnet smør smag.
- Lurpak var lige pludselig blevet meget smags neutral og kom i min interimistiske smør smagning ind på en klar 3. plads.
Alt i alt… Hjemmelavet smør smager bare bedre. Jo bedre produkter man bruger og jo mere arbejde og kærlighed man ligger i processen, des bedre bliver resultatet… Hvis du er typen, der fylder fryseren med smør til jule-tilbud, så er det svært at få økonomien til at hænge sammen her, men ellers så er der faktisk også et par kroner at hente. Man skal vel også huske tilfredsheden ved at stille sit eget smør på bordet – sæt lige pris på det 🙂
God fornøjelse!